Viktor Glysing Jensen

Malersvend og kunstmaler

Fortalt af arkivleder Kirsten Williams
Har været bragt i Fællesbladet, Nr. 6 2014

Fakta

Viktor Jensen 1907-2001 94 år
Anna Glûsing 1911-2004 92 år
Viktor og Anna vies i 1933 og ændrer navn til Glysing Jensen.
Børn: Elisabeth 1933, Jens 1935 og Hans 1947
Fange nr. 60 879 i Kz-lejren Neuengamme 1944-45.

Stillinger og erhverv:
Arbejder som marmorerings- og årringsspecialist (forarbejdning af fyrretræ til at ligne ædle træsorter) i København 1930-38. I Censur komiteen for Unge Kunstneres Påskeudstilling i Aarhus 1949; Underviser på aftenskole i tegning og maling 1955-60 og på Aarhus Kunstakademi 1961-76.

Udstillinger:
I perioden 1938 – 1958 deltager Viktor i censureret udstillinger på Charlottenborg og Den Frie i København og udstiller derefter på en række mindre museer og steder. I 1987 en retrospektiv udstilling i Løjtlev, Løgumkloster. Den sidste er i Beder Sognegård 1999 med nye billeder.

Værker:
Titlen på værkerne fra de censurerede udstillinger er kendt; der to billeder i Aarhus Kommunes besiddelse, Arkivet har et med Malling Mejeri og fra Beder Landevej. Viktor har illustreret Niels Jørgensens bog: På det tyske slavemarked 1945, og endvidere restaureret kirkekunst og kirkeinventar i Beder og Malling Kirker 1959 og 1977.

Tiden i Beder fra 1938

Anna og Viktor flytter til Beder Landevej 44 i 1938 med børnene Elisabeth og Jens. Familien er i nærheden; hans bror Magnus har købt hotel Malling i 1936 og driver den sammen med deres mor Marie. Der er ingen mulighed for at forsørge en familie med indtægten fra kunstmalerier, så Viktor maler og tapetserer om dagen, og skaber sin kunst om natten. Kunsten sikrer ham adgang til de betydeligste censurerede udstillinger bl.a. Charlottenborg. I et senere interview fortæller Viktor, at han må indstille indsendelsen til udstillingerne efter 20 år, fordi han ikke har råd til fragt, forsikring mv. Det falder ham også svært at prissætte sine egne værker.
Da han begynder at undervise på aftenskole, tager det så meget tid, at hans egen kunst ligger stille. I stedet restaurerer han antikke møbler og standure. Viktor holder dog aldrig op med at male, og får igen mere tid, efter undervisningen er ophørt.

Fange i Neuengamme 1944-1945

Tegning af Victor
Tegning af Viktor

Under besættelsen fra 1940 er Viktor medlem af modstandsbevægelsen; i 1944 angives nogle fra hans gruppe af storstikkeren Grethe Bartram. Han tages til fange og føres først til Frøslev, siden til Neuengamme. Grethe sidder model for kunstmalerne, opsnapper deres samtaler og bringer oplysninger videre til Gestapo. Viktors talent for tegning redder ham lidt ekstra kartofler og andre forsyninger fra fangevogterne, Viktor fortæller selv, at han gjorde sig umage, for ikke at gøre tegningerne for gode. De hvide busser bringer ham uskadt retur til Danmark i 1945; Gartnerskolen har pyntet huset, og borgerne går i optog for at hilse ham velkommen hjem. I 1997 udgives V.G.J. erindringer og tegninger i et hæfte, en kopi opbevares på Arkivet.

Marie Jensen, Dagmar og søn Viktor 2
Til venstre Marie Jensen, Viktors mor, hans søster Dagmar og Viktor selv maj 1945. Huset er pyntet for at fejre Viktors hjemkomst fra KZ-lejren

Beder efter 1945

Selvom Viktor aldrig glemmer den frygtelige tid i Neuengamme, har han og Anna et aktivt og udadvendt liv. Han spiller violin i Beder Spillemænd selv som 91 årig og deltager i livet i lokalsamfundet. Motiverne i hans kunst er hverdagens hjemlige gøremål, bybilleder og landskaber med en egen sans for lys og farve.