Beder Havebrugsskole

senere Beder gartnerskole og nu en del af Dansk Center for Jordbrugsuddannelse.

Som tidligere omtalt er der landbrugskrise i 1880èrne. Dansk havebrug er på dette tidspunkt ret underudviklet, og der er også her behov for undervisning. Måske er det inspirationen fra etableringen af Malling Landbrugsskole, der får folketingsmand K. Kristiansen og lærer Fogh i Seldrup i aktivitet. Kristiansen udstykker 1,5 ha jord fra Kristiansgården og ”Beder Havebrugsskole” er en realitet, der drives af et interessentskab på 7 medlemmer, alle fra lokalområdet.

Den første forstander M. Chr. Jensen tiltræder i 1889, men det er ingen succes. Forholdene er for dårlige, og elevtallet for ringe. En ny forstander P. Henriksen kommer til i 1892, i 1894 omdannes skolen til et aktieselskab og udvides i 1895 med en bolig for forstanderparret. Bygningen rives ned i 1968. Forstander Henriksen indretter en stor frugthave på grunden og en forsøgshave med køkkenurter. Undervisningen bliver omlagt fra 1 år til 5 måneders kursus, og i begyndelsen af 1900 får skolen statsanerkendelse.

1911 indrettes en ungdomsskole på stedet som en særlig aktivitet.

I 1912 køber forstander Henriksen sig en villa på Stationsvej efter at have været forstander i 20 år, og skolen bliver sat til salg. Niels Klougart overtager skolen i 1913, og i løbet af årene sker der store forandringer. Skolen satser nu i højere grad på at uddanne unge til gartnere og skifter navn til Beder gartner og havebrugsskole. Ungdomsskolen skilles fra i 1932 og overtages i af lærer Bonderup, som flytter den til nybyggede lokaler på stationsvej. Niels Klougart dør i 1958, men de to sønner Bent og Erik arbejder begge på skolen, så familien Klougart præger den faglige og pædagogiske udvikling på skolen fra 1913- 1976. I den periode er skolen en landskendt institution indenfor gartneruddannelsen.

Retur til: Udviklingen i Beder efter…..