5. del

Han skildrede jo livet på en herregård, som det levedes dengang for ca. 60 år siden, ja, der var jo både spøg og alvor, der var jo særligt det der med forkarlen, som blev gift, at nu skulle de ind til den store by og begynde livet på en anden måde i herlighed og glæde; men det gik ikke sådan til, som de to drømte om: han kom ud i arbejdsløshed, synes jeg at kunne huske; men jeg kan jo ikke erindre alle enkelthederne; men der er noget, som jeg sidder og tænker på: hvis man har lidt energi i sig, vil man jo meget mere end at blive tilfreds med sig selv, man laver sig jo det ene regnestykke efter det andet; men de går jo ikke op allesammen, der bliver altid så den ene og anden forandring. Ja, jeg gjorde mig jo store forhåbninger, at nu måtte jeg så se at komme til Amerika, for jeg kunne ikke se, at der var muligheder herhjemme, jeg havde jo nok hørt både godt og ondt. Det blev nu ved tanken med den Amerika—tur; men så må man mindes ordene endnu engang: det er altid bedst det, der sker. Jeg er jo da kommet nogenlunde godt igennem det hele til dato. Noget af det sværeste var vist for os, da den spanske syge grasserede her, min kone var gravid, og det var i 1918, og der blev jo sagt, at de, der var i omstændigheder, kunne ikke klare sig over det, så folk turde næsten ikke gå ind. til os; men vi blev da ikke alvorligt syge, vi fik en lille pige, hun fødtes den 9. i 11., altså den 9. november, samme klokkeslet, som den sidste kugle blev skudt ud 1918. Jo, hjælp fik vi da, der var en kone, som sagde: vi kan vel ikke putte os for smitsom sygdom, jeg har set det, der var værre: da vi blev gift, boede vi i Hamburg, og når min mand gik på arbejde om morgenen, lå der lig på gaden, og jeg vidste jo ikke, om han kom hjem om aftenen, det var den sorte pest, jo, hun var en god hjælp; men så var der alligevel noget, som tog lidt af modet fra hende, hun havde en søn og et barnebarn, der døde af den spanske syge, ja, De kan jo nok tænke Dem, at når jeg gerne vil fortælle mine erindringer, så bliver det efter som tankerne arbejder lidt i spredt orden. Ja, selvfølgelig er der jo noget, som man husker bedre end andet, hvad man har prøvet og oplevet jeg har jo skrevet om bøger, ja, jeg tænker her på Johan Skjoldborg, han ville jo også sætte sig grundig ind i forholdene, inden han skrev en bog, så derfor tog han plads som røgter på gården Vilhelmsborg et halvt år, husker jeg, og det blev, så vidt jeg erindrer bogen Gyldholm, ja, men det vil jeg ikke fordybe mig i, hverken om ham eller andre fra den tid; men alligevel, selv om de ikke er efter den moderne tid, vi lever i nu, eller hvad der interesserer eller imponerer i dag. Jeg synes, det, der er ret i dag, er uret i morgen. Jeg har også engang læst et lille hæfte, der handlede om fremskridt og fattigdom, jeg synes ikke, der er den tilfredshed, der burde være, vi skulle jo sige TAK, i alt fald vi ældre, hvis helbredet er så nogenlunde, ja, også ungdommen burde skønne på det, der bliver dem givet. Men lad mig nu endelig ikke komme ind på noget, som ikke har noget som helst med mine erindringer at gøre, at sige TAK, det lille ord, som vi tit bruger, uden vi rigtig tænker over betydningen, ja, det er mange år siden, jeg hørte lidt om ordet TAK, vi boede i Beder Præstegaard, så var der en aftensgudstjeneste og vi gik i kirke for at høre den, det var den gamle pastor Sølling, ja, jeg skriver gamle, for jeg tror han lever endnu, vel over 90 år; men det vil jeg ikke påstå er rigtigt; men det var jo som ung præst i Poulskirken han kom og talte i Beder Kirke, og han talte netop om ordet TAK, ja, jeg husker, han begyndte sådan: I morges, da jeg lukkede op for mælkedrengen og tog imod det, han kom med, gav jeg ham en tiøre, han tog huen af og sagde tak, mange tak. Så uddybede præsten det jo nærmere; men jeg kan kun huske begyndelsen; men det er også nok. Ja, det er jo de små erindringer med den store betydning, selv om man vel ikke synes det første gang man hører dem.

Nu tror jeg, at vi skal have lidt fra den mere muntre side, jeg har jo skrevet lidt om anlægget i Fulden, ja, det var jo indvielsen, som var grundlovsdag. Da den alvorlige del af festen var forbi, var der nogle, som syntes, at vi måtte ha’ en grundlovsbajer, så sagde Goliat til mig: vil du ikke købe huset, Hans? Han ejede et gammelt hus, der lå omme ved møllen, stor gammel frugthave til, tivoli, kaldte vi drenge det, hvor vi fik æbler af ham. Alfred Karsted i Århus købte det senere. Ja, det var altså handelen med huset vi kom fra: “Jo, det vil jeg da godt, Goliat; men du må få dine lejere ud, for dem vil jeg ikke ha’ boende der,” Nej, det kunne han ikke, han var bange for dem. Ja, så skal jeg nok ordne det, hvad er prisen for huset? 3000 kroner og 1500 kr. udbetalt. Ja, det vil jeg også give dig for det; men så må vi hellere få skrevet en slutseddel og så ta’ til Århus i morgen ud til herredsfuldmægtig Jepsen. Ja, svarede han, det kan vi godt. Så skrev jeg jo slutsedlen og fik den skrevet under, ja, jeg tror, der var tre, som jo mente, at så var den i orden, og det var den også. Ja, så ville Goliat i Frelsens Hær, og det kom han også en kort tid; men vi kom jo til Århus dagen efter, Goliat var kommet derud. før mig, for han havde fortrudt handelen og ville jo så tale med Jepsen før jeg kom. Da jeg kom, kaldte Jepsen mig med ind i stuen ved siden af og spurgte mig, om jeg ville gøre handelen tilbage: “Har De brug for det hus, Hansen? kan De ikke godt lade ham beholde det.” “Jo,” svarede jeg, “men det vil jeg ikke gøre gratis.” Jeg forlangte så et beskedent beløb, og sådan blev det. Så måtte vi hen og ha’ lidt han var jo kendt nede ved havnen, og glad var han jo, så han gav ud. Der sad en og spillede harmonika, så sagde han til mig: kan du ikke danse, Hans? Jo, det kan jeg da. Nu kendte jeg serveringsdamen, og vi aftalte så et lille trick, at nu skulle hun sige til ham, at jeg havde sagt, at jeg ikke var gift og jeg kom der jævnlig. Så vankede der jo spise og drikke i lange baner, og han måtte betale en vogn hjem. Så sagde jeg til ham: “Når du nu i morgen kommer forbi og du ser min kone, så siger du ikke et ord om, hvad vi har foretaget os i går.” “Nej, Hans, jeg skal nok ikke sige noget.” Han kom om morgenen, og det første han så min kone, kunne han næsten ikke vente med at fortælle det: “Nej, Johanne, du kan tro, Hans kunne danse lørdagsvalsen med serveringsdamen!” Og så fik hun hele repertoiret. Men jeg havde fortalt min kone: du får nok det hele at vide i morgen.

Tilbage til indholdsoversigt

Der er lukket for kommentarer.

Udstillinger

Udstilling på Eskegården: Malerier m.m. modtaget i 2018

21. februar 2019

Egnsarkivet har i 2018 modtaget mange malerier med mere.

Fotos af disse malerier, samt af en akvarel og et foto (100 x 130 cm) af elever fra Landbrugsskolen kan ses på Eskegården.

Vil du gerne se de originale billeder, er du velkommen på Egnsarkivet i åbningstiden, der er torsdage

i tidsrummer 09.00 – 12.00 og 18.00 – 21.00

Juleudstilling på Eskegården

22. november 2018

UDSTILLINGEN ER AFSLUTTET

Opsat 22. n0vember 2018

Julen nærmer sig og arkivets juleudstilling er sat op på Eskegården.

Motivet er eksempler på julekort fra 1900 til 2017.

Nyheder

Orienteringstavle ved Åle Katrines hul

21. juni 2018

Læs om den nye tavle og se billederne. Klik her